Viser opslag med etiketten Torsdagstilbageblik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Torsdagstilbageblik. Vis alle opslag

torsdag den 14. maj 2015

Throwback Thursday | Torsdagstilbageblik

Vores genbo har lige investeret i en KÆMPE "fætter" af en ny campingvogn, og den ER virkelig stor! Mens vi sad og drak morgenkaffe kunne vi  se, hvordan familien baksede for at få vognen hægtet på krogen, så de kunne komme af sted på Kr. Himmelfartsferie.  

Hele det scenarie fik os til at tænke tilbage på januar måned i 2006, hvor vi indledte jagten på en god, brugt campingvogn, og på hvordan vi i starten baksede rundt når vi skulle afsted, for ikke at tale om, da vi skulle stille op de første gange. Det kan godt give sved på panden, men er vældig god underholdning for andre. 

Jeg har altid lidt af udlængsel og elsker at rejse, heldigvis er det noget B. er helt med på. I og med vi valgte at få Cæsar, og også valgte at han ikke skulle passes i en hundepension, mens vi tog ud på opleveren,  begyndte udlængslen for alvor at gnave. Vi besluttede os for at kigge efter en campingvogn, der ikke var "finere" end at vi kunne have en stor, (til tider) våd hund i den, så vi kunne have ham med ud at rejse. Det skulle vise sig at være en rigtig god løsning for os.

Valget faldt på denne ældre Adria:



Sådan så den ud fra starten. Vi shinede den op indvendig så den blev lidt pænere

Toilet var et must

Alt blev grundigt undersøgt før vi købte den


Vi startede med nogle små ture i Danmark for at prøve af, om campinglivet var noget vi alle 3 kunne leve med, og vi ELSKEDE det. Lange ture til Frankrig m.v. klarede Cæsar med bravour, men mon ikke der dukker  torsdagstilbageblik op fra en campingferie eller to op senere? - Jeg vil næsten tro det. 


torsdag den 30. april 2015

Throwback Thursday | Torsdagstilbageblik

Når jeg surfer rundt på Facebook og Instagram  falder jeg nogle gange over begrebet  #Throwback Thursday, hvor man poster billeder (egentlig er meningen, at det skal være billeder af én selv, men det vælger jeg at se bort fra her på bloggen) fra noget, der er sket tidligere, det kan være noget der er sket for flere år siden eller bare for nogle dage siden, - det er helt op til en selv. Jeg kom til at tænke på, at det egentlig er en god måde at hive nogle gode minder frem på, så jeg har bestemt mig for at lægge Throwback Thursday poster her på bloggen, - ikke hver torsdag, men en gang i mellem. 

Vi har lige haft besøg af min søn, Claus, og hans kæreste, Maja, i nogle dage. Snakken går jo om løst og fast, når man bor i hver sin ende af landet, og ikke lige ser hinanden hver dag. Før i tiden snakkede vi meget om musik, når vi var sammen - både Claus og jeg har altid været glade for at lytte til musik og har begge en ret varieret musiksmag. For år tilbage spillede Claus i nogle forskellige bands  både i Esbjerg og i Aarhus.  

I går sad jeg så og kiggede på nogle ældre billeder, blandt andet af Claus og min mor. Vi mistede vores dejlige mormor tilbage i 2000, og Claus havde et helt specielt forhold til hende. Den skole han gik på, ligger 2 minutters gang fra, hvor hun boede, så han kiggede ind til hende næsten hver dag på vej hjem fra skole.

De gamle billeder gav mig et flashback til en episode, som fandt sted mens Claus læste i Aarhus. Nu ved jeg, at der er nogen der læser med her på bloggen, der har hørt historien før, men nu er det jo et torsdagstilbageblik, så den kommer lige igen.

Under et af vores besøg hos ham sagde han, at der lige var noget vi skulle høre. Han gik ind på sin computer og fandt et nummer, som hans band havde indspillet. Det var en dejlig rock-ballade. Da nummeret var næsten færdigt fortalte han, at det var ham selv der havde skrevet både teksten og musikken, og at det var en sang til hans mormor.

Det er en dejlig tekst, synes jeg.

Egentlig er det sådan et lidt bittersweet flashback, - for jeg blev naturligvis dybt rørt, stolt og glad over, at han skrev en sang til sin mormor, min mor, og har kun gode minder fra episoden, men det er også et flashback til et savnet, dejligt menneske, som ikke er mere.

- Og så måtte den "dumme dreng" jo have en ekstra kæmpe krammer :-)

God Bededaqgsferie.

Vi ses en anden dag.